Arkibald den 3. af verden.
16-12-07 af StephanHer er introen til en historie, jeg begyndte på for en del år tilbage. Jeg synes stadig den er meget sjov at læse, selvom den er ret spontant skrevet.
Arkibald den
3. af verden.
Den første dag i
juli stod himlen højt. Fuglene svang sig i grenene, og en eller anden jodlede
noget på norsk så det gjaldede rundt om bjergene. Det var Arkibald. Arkibald
den tredje af Verden. Han havde stået et stykke tid på den høje bakke. Det
ville man ikke vide medmindre man stod ret tæt på. Indenfor en meter helst. Men
det var der ikke nogen, der gjorde. Derfor var Arkibald den eneste, der vidste
præcis, hvor han stod. Og det passede ham fint.
Det var ikke fordi
Arkibald var specielt asocial eller fjendtligt anlagt. Han kunne bare godt lide
at vide, at han var den eneste i verden, der vidste noget. At vide at han var
ene om at vide noget, gjorde ham i godt humør. Og folk foretrak Arkibald i godt
humør. Derfor gjorde de alt for ikke at vide nogle af de ting, Arkibald vidste.
Men Arkibald havde efterhånden fundet ud af, at folk havde luret ham, og
prøvede at behage ham ved at være dumme. Og det nagede ham i den grad at de
godt vidste, at han gerne ville være den eneste, der vidste noget. En hel måned
gik Arkibald rundt og var rigtig modbydeligt gal i skralden. Ikke på folk, men
på sig selv. Og når Arkibald var vred på sig selv, gik det udover folk. Derfor
forsøgte folk at glemme, hvad de vidste, og man fandt ud af at meget hårde slag
i hovedet, som regel havde en god effekt i den retning. Det blev derfor
efterhånden kotume, at man en gang om ugen mødtes i et kæmpe slagsmål på en
åben plads i byen for at banke al forstand ud af hovedet på hinanden. Derefter
humpede man glade ned på det nærmeste værtshus for at drikke resten væk.
3. af verden.
Den første dag i
juli stod himlen højt. Fuglene svang sig i grenene, og en eller anden jodlede
noget på norsk så det gjaldede rundt om bjergene. Det var Arkibald. Arkibald
den tredje af Verden. Han havde stået et stykke tid på den høje bakke. Det
ville man ikke vide medmindre man stod ret tæt på. Indenfor en meter helst. Men
det var der ikke nogen, der gjorde. Derfor var Arkibald den eneste, der vidste
præcis, hvor han stod. Og det passede ham fint.
Det var ikke fordi
Arkibald var specielt asocial eller fjendtligt anlagt. Han kunne bare godt lide
at vide, at han var den eneste i verden, der vidste noget. At vide at han var
ene om at vide noget, gjorde ham i godt humør. Og folk foretrak Arkibald i godt
humør. Derfor gjorde de alt for ikke at vide nogle af de ting, Arkibald vidste.
Men Arkibald havde efterhånden fundet ud af, at folk havde luret ham, og
prøvede at behage ham ved at være dumme. Og det nagede ham i den grad at de
godt vidste, at han gerne ville være den eneste, der vidste noget. En hel måned
gik Arkibald rundt og var rigtig modbydeligt gal i skralden. Ikke på folk, men
på sig selv. Og når Arkibald var vred på sig selv, gik det udover folk. Derfor
forsøgte folk at glemme, hvad de vidste, og man fandt ud af at meget hårde slag
i hovedet, som regel havde en god effekt i den retning. Det blev derfor
efterhånden kotume, at man en gang om ugen mødtes i et kæmpe slagsmål på en
åben plads i byen for at banke al forstand ud af hovedet på hinanden. Derefter
humpede man glade ned på det nærmeste værtshus for at drikke resten væk.
Feedback |