Skrivekrise og studieblokering
28-11-07 af Ms. KarltonUndergenre: klumme
Skrevet til studiemagasinet Moment.
”Hvorfor skriver du ikke om dengang, du lavede den der livs-planche, eller hvad det nu var?”, sagde min veninde Lone til mig med et slet skjult grin og en meget distinkt udtale af ordet ”livs-planche”. For helt ærligt, jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle skrive om. Overhovedet. Helt uinspireret havde jeg siddet foran tastaturet og stirret blankt på de 30.000 stikord, jeg (forgæves) havde spyttet ud. Der kan være en hel del kaos forbundet med at skrive (hvilket jeg selv plejer at se som noget positivt og kreativt på sådan en lækker skriveproces-agtig måde). Kaos først, så struktur. Men denne gang var der mere end kaos. Der var komplet mangel på det, man kunne kalde den gode idé. Hvor svært kunne det være at skrive en klumme om et studie- eller karriererelevant emne?! Svært åbenbart. Og umiddelbart ikke den fede start på en fremtidig tilværelse som klummeskribent for Moment. Hvor ubehjælpsomt at lægge ud med historien om en skriveblokering. ”Ej”, stønnede jeg, ”Så så man lige mig – Carrie Bradshaw a la universitetsstuderende på humaniora: Hvad er det med os studerende? Er livet på Uni virkelig så svært?” Jeg løftede mit ene øjenbryn og trak mundvigen op i en skæv grimasse. ”Så kan jeg fortælle om mig selv og mine veninder og vores kriser?…Jeg ved ikke lige.” (Højt suk).
Nej, blev vi enige om. Det var ikke den bedste løsning til et ”studie- og karrieremagasin”. Men på den anden side – Ms. Bradshaw lever jo af at skrive små finurlige klummer om dit og dat, hverdagens mysterier, mirakler og – ja; mænd, vel. Men siden Moment nu ikke er et dameblad, må den sidste få en tvist… Noget med studieliv og karriere. Nemt! Kom så med den gode ide. Eller: Gerne flere hvis det er.
Jeg boede faktisk for nylig et år i New York på samme gade som Sarah Jessica Parker – altså hende der er inden i Carrie Bradshaw. Tilfældigt? Jeg tror det ikke! Jeg kom hjem for et halvt år siden, men jeg formår stadig at udbryde ”Jeg er jo også lige kommet hjem…” som en undskyldning for alle de ting, jeg aldrig når. Jeg har nemlig brugt tid på at have studiekrise version 2.0. Den første krise var dengang med planchen. For det er rigtigt nok, at jeg engang lavede en slags planche på to kvadratmeter papir om min krise: Studie- og livs- som sådan. Det var i 2003, da jeg skulle vælge tilvalg: Hele verden, tilværelsen og fremtiden syntes på det tidspunkt at stå og falde med denne skæbnesvangre beslutning. Der måtte derfor gøres noget. Jeg hængte planchen op derhjemme, og hver dag i lang tid gik jeg så og skulede til mit liv, som det så ud i løsrevne sætninger på mindmap-form. Da jeg langt om længe (og med livet som indsats) fik taget en beslutning, viste det sig – som det ofte gør – at den på ingen måde havde så stor betydning for mit liv, som jeg havde spået. Fx fordi jeg ikke havde forudset, at jeg tre år efter kun ville være på 7.-8. semester. Jeg havde ikke forudset et års orlov efter krisen i 2003, og senere havde jeg ikke forudset et år i New York. Der bliver ved med at ske ting, som jeg ikke havde planlagt. Og egentlig er det jo fantastisk! Og jeg øver mig derfor for tiden i ikke at bekymre mig for meget om fremtiden. På den dårlige krise-agtige måde altså. Men der kommer stadig kriser. Denne gang handler den om, at jeg ikke synes, mine overbygningsfag peger nok i den retning, jeg gerne vil. Hvor er min røde tråd?! Skal man så hellere skynde sig at blive færdig, så man kan lave det, man gerne vil? Eller skal man hellere bruge endnu mere tid på sit studie ved at starte på en ny overbygning? Håbløst. Og sikkert også meget humanistisk.
Krisen er dog mindre denne gang, og der hænger ingen overdimensionerede plancher på min væg. Og nu mens jeg sidder her og skriver mig ud af manglen på den gode ide, så forekommer det mig, at en studiekrise ikke er så anderledes end netop en skriveblokering. Helt sort, tænker du sikkert – og måske er det også lommefilosofi på højt plan. Men hæng på… Man sidder uhjælpeligt fast. Hvor er den røde tråd? Man sveder små stinkende angstperler ved tanken om, at man skal videre på en eller anden måde – gøre noget, tage en beslutning. Kaos skal blive til struktur. Og der er ikke bare kaos: Der er komplet mangel på det, man kunne kalde den gode ide - til den historie, man lever i, til éns historie! Og det eneste, der hjælper, er at skrive sig ud af det – at gøre noget og ikke være så bange for, hvad der sker bagefter. Man kan jo altid trykke på ’backspace’ og lave det om. Man kan (næsten) altid ombestemme sig! …!
Man kunne selvfølgelig også bare drikke en kande kaffe på det… Ligesom man kan gøre, hvis man virkelig trænger til at komme på den gode ide til sin næste Moment-klumme.
Nej, blev vi enige om. Det var ikke den bedste løsning til et ”studie- og karrieremagasin”. Men på den anden side – Ms. Bradshaw lever jo af at skrive små finurlige klummer om dit og dat, hverdagens mysterier, mirakler og – ja; mænd, vel. Men siden Moment nu ikke er et dameblad, må den sidste få en tvist… Noget med studieliv og karriere. Nemt! Kom så med den gode ide. Eller: Gerne flere hvis det er.
Jeg boede faktisk for nylig et år i New York på samme gade som Sarah Jessica Parker – altså hende der er inden i Carrie Bradshaw. Tilfældigt? Jeg tror det ikke! Jeg kom hjem for et halvt år siden, men jeg formår stadig at udbryde ”Jeg er jo også lige kommet hjem…” som en undskyldning for alle de ting, jeg aldrig når. Jeg har nemlig brugt tid på at have studiekrise version 2.0. Den første krise var dengang med planchen. For det er rigtigt nok, at jeg engang lavede en slags planche på to kvadratmeter papir om min krise: Studie- og livs- som sådan. Det var i 2003, da jeg skulle vælge tilvalg: Hele verden, tilværelsen og fremtiden syntes på det tidspunkt at stå og falde med denne skæbnesvangre beslutning. Der måtte derfor gøres noget. Jeg hængte planchen op derhjemme, og hver dag i lang tid gik jeg så og skulede til mit liv, som det så ud i løsrevne sætninger på mindmap-form. Da jeg langt om længe (og med livet som indsats) fik taget en beslutning, viste det sig – som det ofte gør – at den på ingen måde havde så stor betydning for mit liv, som jeg havde spået. Fx fordi jeg ikke havde forudset, at jeg tre år efter kun ville være på 7.-8. semester. Jeg havde ikke forudset et års orlov efter krisen i 2003, og senere havde jeg ikke forudset et år i New York. Der bliver ved med at ske ting, som jeg ikke havde planlagt. Og egentlig er det jo fantastisk! Og jeg øver mig derfor for tiden i ikke at bekymre mig for meget om fremtiden. På den dårlige krise-agtige måde altså. Men der kommer stadig kriser. Denne gang handler den om, at jeg ikke synes, mine overbygningsfag peger nok i den retning, jeg gerne vil. Hvor er min røde tråd?! Skal man så hellere skynde sig at blive færdig, så man kan lave det, man gerne vil? Eller skal man hellere bruge endnu mere tid på sit studie ved at starte på en ny overbygning? Håbløst. Og sikkert også meget humanistisk.
Krisen er dog mindre denne gang, og der hænger ingen overdimensionerede plancher på min væg. Og nu mens jeg sidder her og skriver mig ud af manglen på den gode ide, så forekommer det mig, at en studiekrise ikke er så anderledes end netop en skriveblokering. Helt sort, tænker du sikkert – og måske er det også lommefilosofi på højt plan. Men hæng på… Man sidder uhjælpeligt fast. Hvor er den røde tråd? Man sveder små stinkende angstperler ved tanken om, at man skal videre på en eller anden måde – gøre noget, tage en beslutning. Kaos skal blive til struktur. Og der er ikke bare kaos: Der er komplet mangel på det, man kunne kalde den gode ide - til den historie, man lever i, til éns historie! Og det eneste, der hjælper, er at skrive sig ud af det – at gøre noget og ikke være så bange for, hvad der sker bagefter. Man kan jo altid trykke på ’backspace’ og lave det om. Man kan (næsten) altid ombestemme sig! …!
Man kunne selvfølgelig også bare drikke en kande kaffe på det… Ligesom man kan gøre, hvis man virkelig trænger til at komme på den gode ide til sin næste Moment-klumme.
Feedback |
|
|
07-03-08 16:06:10 af Lone Ettrup Østergaard |
Åhh - du er så sød! Jeg drikker til enhver tid en kop kaffe på det - sammen med dig.. |