Da jeg var lille havde vi en fast kælkebakke, som alle børn i byen flittigt benyttede, så snart der var det tyndeste lag sne. På den famøse kælkebakke var der ét sted, der havde det grummeste og bedst skjulte hop, man kunne opdrive i hele den lille by. Det lignede et uskyldigt mindre hul – hvad man ikke kunne se fra toppen af kælkebakken var, hvordan der var endnu et hul umiddelbart efter, så man fløj to meter op i luften. Jeg husker tydeligt en gang, hvor jeg havde placeret mig faretruende tæt på den kurs, der førte ned til ’bumpet’. Jeg satte mig op i min røde plastickælk, satte af, skreg af fryd – indtil jeg indså, at jeg var på vej direkte ned mod hullet. Mit skrig af fryd blev til et rædselsskrig, men resultatet var uundgåeligt: jeg kørte direkte ned i hullet, fløj to meter og landede så hårdt, at min røde plastickælk knækkede. Efter jeg havde sundet mig lidt, blev det dog til det mest eftertragtede sted på hele kælkebakken. Jeg var ikke ene om at have det på den måde; hvert eneste barn i byen kunne føle hullets kalden helt ud i fingerspidserne – det var sjovt, gav et sug i maven og var også lidt farligt. I min verden gælder dette for alt, der har med sne at gøre: det er smukt, lokkende og en lille smule farligt.
Der er mange eksempler på, hvornår sne bliver farligt: skistyrt, laviner, fald fordi underlaget er sneglat. Men i min verden kan man ikke leve livet uden at der altid vil være en risiko for, at det kan gå galt. Når jeg står på toppen af en stejl skipist kan jeg ofte mærke en lille nervøsitet i maven – for hvad nu hvis det går galt? Men netop dette er en del af charmen ved sne. Denne viden om at om lidt kan det gå galt får adrenalinen til at pumpe rundt i kroppen og gør, at jeg nyder øjeblikket ekstra me-get. Det føles som rigtig at leve, uden tanke for fejl og mangler eller ting man burde/ikke burde gøre – man holder op med at bekymre sig og lader istedet livsglæden og latteren fylde alt. Det er skønt og fantastisk – og noget af det jeg elsker højest. Men udover vild glæde, giver sne også anledning til andre fantastiske ting. Lige så godt som ekstasen er det at sidde indenfor i varmen om aftenen, træt og glad efter en stimulerende og sjov dag, mens man kan kigge ud på sneen med en kop kakao i hånden og glæde sig til næste dag.
Jeg husker tydeligt den summende fornemmelse, der var i alle klasselokaler den første dag med sne. Man kunne knap sidde stille og længtes blot efter lyden af ringklokken, så man kunne tage fat på den krig, der ville udvikle sig mellem de større klasser og de mindre klasser. Vi blev vilde og ubetænksomme, når blodtørsten tog over, og det eneste man havde i hovedet var at kaste så meget sne på alle andre som muligt og få så lidt på sig som muligt – samtidig med at jeg aldrig helt kunne lade være med at tirre og irritere folk, indtil jeg fik en vasker. Barndommens sneboldkampe var ikke blide – mange måtte gå derfra med småskrammer og tårer i øjnene. Men sådan var betingelserne – enten kunne man klare det eller også måtte man gå, for denne bedste dag af alle var der ingen regler.
Det er muligvis også en ting, der tiltaler mig: der er ingen regler, og jo vildere man er, des sjovere er det. Det er tilladt at være en engel i klasselokalet og en blodtørstig tyran på kamppladsen. Under alle omstændigheder vækker sne en helt speciel livsglæde i mig, og jeg glæder mig og længes inderligt efter sne i år. Til den tid vil jeg slippe alle begrænsninger og blot have det sjovt, når min fornemmelse for sne tager over.
Feedback |