Interview med Morten Sabroe
INSPIRATION, INTUITION OG VIRKELIG HÅRDT ARBEJDE
AF: STINE HEGER
Hvordan arbejder du? Hvordan er det at være forfatter? Hvordan er din skriveproces? Det var nogle af de spørgsmål, jeg stillede Morten Sabroe; og her kan du læse, hvad han svarede.
Litterær journalistik – Du som er i himlen
- Jeg skal have noget mere kaffe i. Der er for meget mælk.
Jeg har inviteret Morten Sabroe hjem i min lejlighed på Frederiksberg for at lave et interview med ham om hans seneste bog, skriveprocessen og forfatterlivet.
- ...Tak.
Han rører længe i koppen, så skeen skraber mod bunden, mens han taler.
- Jeg ser mig selv som journalist og forfatter, siger han uden at tænke så meget, og peger på Du som er i himlen, der ligger fremme på bordet.
- Bogen her er en bog, der er en blanding af begge dele. Den har ingen fiktive elementer, det hele er virkelige begivenheder; men den er fortalt litterært, og den er komponeret litterært. Den litterære journalistik er en genre, der ligger godt til mig. Jeg kan godt lide at skrive på noget; altså på et virkelighedsgrundlag. Måske fordi jeg er journalist.
Du som er i himlen er en bog, der handler meget om døden og endnu mere om Sabroes forhold til sin mor. Men den blev til, mens han var i New York for at skrive en bog om en helt anden kvinde, nemlig Hillary Clinton.
- Der er meget journalistik i bogen – altså opgaven i sig selv var jo en journalistisk opgave.
Redaktøren havde set bogen som en reportagebog, og han havde håbet, at Sabroe kunne få et interview med Hillary Clinton.
- Jeg kunne se det for mig; men jeg kunne jo ikke komme i nærheden af hende! Ligegyldigt hvem jeg mailede til, jeg fik ikke noget svar. Jeg kunne godt have lavet det sjovt på min egen måde, men når jeg nu ikke kunne komme i nærheden af hende, så ville jeg jo have lavet noget, der var fuldstændig vildt.
I Du som er i himlen kan man læse om Sabroes kvaler med at få ordentlig gang i sin bog om Clinton. Han har mapper fulde af udklip og researcharbejde, men han kan ikke komme tættere på sit emne end det, der bliver vist i TV. Snart begynder en helt anden bog at trænge sig voldsomt på; og det er en bog, der må skrives.
- Jeg valgte det ikke. Jeg tror, den bog, den var begyndt at rode i mig.
Og det er her, vi begynder at tale mere om selve Sabroes skriveproces. Hvordan starter det hele, hvordan kommer han videre, hvad er inspiration?
En mur at rase imod
Noget af det, der fascinerede mig ved Du som er i himlen er netop den her modsætning mellem det researchtunge, journalistiske, bestillingsarbejde, og så en mere eller mindre ubevidst inspiration, der kommer ned i hovedet på dig og får dig til at skrive noget helt andet, end det du egentlig arbejdede på – hvordan er forholdet mellem den her ubevidste inspiration og det hårde arbejde for dig?
- En redaktør har engang sagt om mig: Morten skal have en mur foran sig; og hvis der ikke er en, så rejser han den selv. Han bliver nødt til at have noget, han kan rase imod og løbe panden mod. Så er det muligt, at han ender med at lave noget andet end det, han løber imod… Men jeg skal åbenbart have rigtig meget modstand, for at få de kreative energier i mig selv frem og for at få dem til at virke.
Og som man kan læse i bogen, er der virkelig meget modstand i hans Hillary-opgave. Han kan simpelthen ikke holde den ud. Og jo mere frustrerende, det bliver, jo mere presser historien om hans mor sig på.
Desperation og fortvivlelse
- Det er noget af det ved at være forfatter: Du kan være desperat og fortvivlet indtil du finder ud af, hvad det er for noget stof, du egentlig skal have med at gøre. Der er ikke så mange mennesker der ved, hvor fortvivlede og desperate forfattere kan være. Vi er jo uudholdelige. Jo, éns kone ved det. Hun får alt muligt i hovedet, hvis man kan mærke, man skal skrive et eller andet, men man ikke rigtig ved hvad det er, og ikke kan komme i gang. På sådan nogle tidspunkter er man bare et selvoptaget, narcissistisk spædbarn.
Morten griner et af sine store brede spradebasse-grin og tager en slurk kaffe.
Er det altid er sådan, at du er fortvivlet og desperat i den første fase af et stykke arbejde – lige meget hvad det er, du skal skrive?
- Det er det meget ofte. Det er som regel sådan, at jeg – nok mest ubevidst – rejser sådan en mur af, at det her kan jeg simpelthen ikke finde ud af. Og jeg tror på det. Jeg tror simpelthen på, at jeg ikke kan finde ud af det. Jeg føler mig lille og dum og uduelig og alt muligt. Jeg skal ligesom sparke og rive og flå for at komme ind i det. Og når jeg så først går i gang med at skrive, og når processen er nået hen i retning af et eller andet, jeg kan mærke, er det rigtige... Så holder alle de frustrationer op. Men hold kæft hvor har jeg mange inden… Jeg tror, det er fordi, jeg tager det så skide alvorligt. Det er som om, det gælder liv og død hver gang.
At skrive den første sætning – og fortsætte
Men når du så har haft den her kamp med dig selv – hvad er det så, der får dig til at sætte dig ned og gå i gang med at skrive – hvordan gør du?
- Det er noget enormt interessant at snakke om, hvordan fanden man kommer i gang... Det er nogle mærkelige ting. Det er, at jeg lige pludselig bevæger mig hen og kigger i et amerikansk magasin og lige pludselig hører et strejf af noget musik og lige pludselig et eller andet, som man ikke helt ved hvad er. Noget lys der lige falder ind på en bestemt måde. Så jeg kommer i en speciel stemning, som har noget med det at skrive at gøre. Man aner ikke, hvorfor det opstår. Men lige pludselig er det der, og så kommer sætningerne strømmende, og så giver jeg mig altid til at skrive ned enten i notesbøger eller på min computer, hvis jeg er i nærheden af den.
- Selve inspirationen er som regel ret kort. Man kan selvfølgelig bygge videre på den og skrive nogle associationskæder ud fra den. Og så kan jeg have mange forskellige af den slags inspirations- eller associationskæder, altså forskellige indfald, som jeg så senere kan sætte sammen for at få en eller anden smag eller fornemmelse for, hvor skal den her bog eller den her artikel hen.
Begynder du så på side 1, kapitel 1 og skriver kronologisk frem - eller begynder du forskellige steder?
- Nogle gange når jeg skriver romaner, så begynder jeg at skrive, når jeg har fundet en indledning. Øverste venstre hjørne og så bare derudaf. Og det er en enormt farlig måde at arbejde på; fordi når man ikke rigtig ved, hvad der kommer bagefter - men lader skriften og arbejdsprocessen lede sig frem - så kan man virkelig blive ført på afveje. Det kan være en ret risky måde at skrive på. Men det er meget mit temperament, når jeg skriver romaner, at jeg ikke rigtig ved, hvad det handler om. Men at jeg egentlig kun har en eller anden hovedperson, der gør et eller andet, og så skriver jeg bare.
- I Hoffmanns (roman fra 2003, red.) havde jeg fx kun den her narcissistiske TV-fyr, Frederik (hovedpersonen, red.), der kommer gående over Knippelsbro. Han er gift og har et stort hus ude i Charlottenlund. Men nu har han været ude ved en prostitueret på Amager. Og det var det eneste, jeg havde: Hvad han går og tænker på. Og så vidste jeg ikke ellers, hvad der skulle ske. Den scene og hans indre dialog var det første, jeg skrev, og så skrev jeg bare.
- Men når man så ikke har en disposition eller en synopsis over forløbet i sin roman, så kan man godt komme hen til nogle afgrunde undervejs, hvor man tænker: Shit mand! Det hele er forkert. Fordi så først undervejs kan man finde ud af, hvordan det skal komponeres. Og måske har man komponeret det helt forkert...
Men er der så andre tidspunkter, hvor du arbejder med en form for struktur eller synops?
- Som journalist arbejder jeg meget med struktur. Også fordi det er så overskueligt. Du ved, man skriver måske 5 eller 10 skærmsider i en artikel. Der har jeg et overblik, og jeg kan nemt ordne den og lave en struktur for artiklen. Når det er oppe i romanstørrelsen, så kan jeg ikke overskue det på samme måde. Der kan jeg ofte først overskue det, når jeg kan se, at jeg er kørt på afveje – og det kan tage lang tid. Måske et halvt år. Så finder jeg ud af: Hov, det var godt nok noget lort. Og så kan jeg se, hvordan jeg skal strukturere den.
- Måske derfor kan jeg ikke skrive krimier. Der skal man jo have plottet med det samme, og det kan jeg simpelthen ikke finde ud af. Jeg vil skide gerne skrive en krimi, jeg tror, jeg ville være god til det men min hårdtslående journalistiske stil; og min kone elsker krimier.
Sabroe griner højlydt.
- Men jeg kan simpelthen ikke finde ud af at overskue det.
Hårdt arbejde
Skriveprocessen er for Morten Sabroe en god blanding af inspiration, observation, intuition og så måske det vigtigste – hårdt arbejde.
- Men når alt det der inspiration og intuition er forbi, så kommer det vigtigste: Og det er det hårde arbejde. Jeg har en meget streng, næsten selvpinerisk arbejdsdisciplin. Jeg ved ikke hvor jeg har den fra – men sikkert fra min stride mama (som man kan læse om i Du som er i himlen, red.). Jeg knokler sgu som et svin. Det handler virkelig om enormt hårdt arbejde.
- Selvfølgelig skal du have et skrivetalent, og du skal også have et meget veludviklet sanseapparat. Men når du har det, så skal du satanedeme også arbejde hårdt. Jeg tror, at mange af dem, der gerne vil være forfattere, de ikke helt har begreb om, hvor hårdt det er. Det er virkelig hårdt at skrive en roman. Det kan jeg jo høre også på mine kolleger. Selv sådan én som Hanne Vibeke Holst, som man skulle tro nærmest bare klodsede det ud af sig – hun sidder i lange perioder og er dybt frustreret og skriver om og om og om.
Hvornår ved du så, at du er færdig med en bog?
- Med den her vidste jeg jo, at jeg skulle være færdig. Men ind i mellem er det også fordi, man synes at historien er færdig – at den bare ikke er længere. Men med Du som er i himlen vidste jeg jo, at der var en deadline, fordi bogen var bestilt af en redaktør og et forlag.
- Jeg har et ret kontant forhold til, hvornår noget er færdigt. Jeg har ikke den der følelse af, at man altid kan blive ved at ændre noget. Det er fordi, jeg har levet et helt liv som journalist. Det skal jo være færdigt. Derfor kan jeg også godt lide at arbejde med en bog tæt på deadline. Så bliver jeg nødt til at gøre mit bedste, og så kan jeg godt skrive 10 timer om dagen. Men jeg har jo et journalistisk temperament. Jeg er rastløs. Det passer mig godt at have hurtige, hårde, arbejdsrasende ryk.
Hård branche
- Men altså. Det er jo en knaldende hård branche. Jeg synes, det er fedt, du laver den hjemmeside (skriv.net, red.), fordi det bliver sværere og sværere at være forfatter. Det bliver sværere og sværere at finde vej ind på de forlag som ny, fordi de alle sammen bliver mere og mere kommercielt orienterede. Lige for tiden synes jeg, det er helt vildt. Der hersker bestsellerisme, og det der med at komme ind med et lille snævert, mærkeligt værk, det er svært.
Hvad er dit bedste råd til nye forfattere eller skribenter?
- Jeg har læst noget, min musikalske helt Bob Dylan har sagt til en anden rockmusiker: Hold dig fra aviser og medierne. Hold dig fra virkeligheden så at sige. Det er jo et hårdt råd, og jeg har ikke gjort det. Men det, det betyder, er, at man skal bevare det rum af særegenhed og ualmindelighed, der er én selv. Lad være med at blive ligeså almindelig som alle de andre. Bevar dit særlige syn på tingene og din særlige måde at udtrykke dig på.
- Det er ikke sådan, at jeg dyrker en eller anden kunstnermyte om, at man skal sidde i et elfenbenstårn, for man skal også forholde sig til den verden, man lever i. Men man skal også være i en eller anden form for modsætning. Man skal fastholde, at man er anderledes.
- Og så skal man vide, hvor hårdt det er. Man skal ikke tro, at det er sådan en boheme, rodet tilværelse, hvor man vandrer halvfuld fra bar til bar. Det er en hård, disciplinær tilværelse, hvor det ser drønhamrende kedeligt ud udefra. Altså du står op, møder til tiden og overholder din arbejdstid. Du kan jo ikke hver anden aften gå ud og tumle rundt og tro, at det bliver skide kunstnerisk af den grund.
- SH